Applications (in English)

Hjem Arkiv Artikler Bibliografi InterTran™ KudoZ ...


Nyttige links

Google
Eurodicautom
PROMT's Online Translator
Your Dictionary
Encyclopædia Britannica
Oversættere.dk


Seneste artikler

Dictionaries for Pocket PC (in English)
Yandex og Virgilio: fremmedsprogede søgetjenester med mere


 


Yandex og Virgilio: fremmedsprogede søgetjenester med mere

Ifølge Worldlingo.com er 50% af Internet-brugerne ikke-engelsksprogede. Dette tal repræsenterer omkring 109 millioner mennesker. Det skulle man ikke tro når man er på Nettet - størstedelen af alle web-sider og web-ressourcer er på engelsk. Det skyldes til en vis grad at 99% af søgningerne udføres via amerikanske søgemaskiner. Selv om Altavista, Yahoo, Google og andre søgetjenester giver mulighed for at søge på fremmedsprogede web-ressourcer, kan de ikke konkurrere med lokale søgemaskiner og tjenester. Især når det gælder web research omkring et bestemt kulturfænomen, sprog eller noget, som er karakteristisk for et konkret land er det vigtigt at undersøge alle tilgængelige kilder, hvilket er umuligt hvis man ikke søger i lokale web-ressourcer. En god lokal søgemaskine eller portal er derfor det universelle værktøj man har brug for for at få adgang til web-ressourcer, som ikke kan findes hverken i AltaVista eller HotBot.

Før man kigger nærmere på sådanne søgemaskiner, er det godt at vide hvordan man i det hele taget finder fremmedsprogede søgetjenester. Der er selvfølgelig mange forskellige måder at gøre det på, men den mest effektive er nok at slå op i About.com. Man kan starte med at læse en meget informativ artikel af Chris Sherman med titlen Web Search 'Round the World, som giver et udmærket overblik over de forskellige fremmedsprogede søgemaskiner. Hvis man vil have en liste over søgemaskiner i bestemte lande kan man prøve følgende link: http://italian.about.com/homework/italian/cs/searchengines/index.htm. Dette link viser de italienske søgetjenester, men hvis man vil finde f. eks. russiske eller franske, erstattes ordet italian med ordet russian eller french.

Til denne artikel valgte jeg to søgetjenester/portaler på de sprog, som jeg har nogenlunde forstand på - nemlig russisk og italiensk. Yandex og Virgilio er ikke kun almindelige søgemaskiner - de tilbyder også en række tjenester, som kan give en introduktion til en fremmed kultur på mange forskellige måder.

Yandex

Yandex er en af de ældste og mest gennemførte russiske søgemaskiner/portaler på Runet (sådan kalder man den russiske del af Internettet). Yandex (som betyder Yet Another Indexer) startede i 1997 som en helt almindelig søgemaskine og siden da er den blevet til en portal af høj kvalitet. Yandex er baseret på et meget sofistikeret søgesystem, som er i stand til håndtere russisk morfologi og syntaks. Dette betyder, at man kan udføre søgninger i form af en almindelig sætning såsom “hvor kan jeg købe en computer?” eller “hvem er Fjodor Dostojevskij?”.


Yandex tilbyder ikke kun sofistikeret søgning, men også gratis e-mail, friske nyheder, web-plads osv.

Yandex forstår også engelsk, så man kan sagtens søge på engelsksprogede web-ressourcer i den russiske web. Antallet af ressourcer, som er registeret i Yandex er bestemt ikke lille. Tro det eller ej, men søgningen på Alt om DATA i Yandex gav 29 resultater! Yandex har et par unikke features. F. eks. kan man abonnere på en søgeforespørgsel. Man laver en søgeforespørgsel, taster sin email adresse ind og hver gang Yandex indekserer et dokument, der svarer til de angivne søgekriterier, sender den en e-mail besked. Man kan også installere Yandex på sin egen web-server. Yandex.Site Light er en gratis version af søgesystemet som kan køre på FreeBSD, Linux, Windows 95 og Windows NT.


Narod.ru giver gratis ubegrænset web-plads. Her kan man på ingen tid bygge en web-side på russisk.

Udover selve søgesystemet tilbyder Yandex en række andre tjenester. Narod.ru (narod betyder folk) er en tjeneste, som tilbyder gratis ubegrænset web-plads. Her kan man på ingen tid bygge en web-side på russisk ved hjælp af skabeloner. Idéen bag Narod.ru er ikke kun at gøre det muligt for folk at publicere web-sider, men også at give mulighed for at kommunikere med hinanden. Her finder man fora og chat rooms, gæstebøger og brugergrupper. Yandex.Mail er en e-mail tjeneste, hvor man kan få en gratis e-mail adresse i form af mit_navn@yandex.ru, som både kan bruges via en browser og en almindelig e-mail klient. Med Yandex.Bookmarks kan man opbevare sine bookmarks på webben, og ved hjælp af Yandex.Cards kan man sende et e-kort. Yandex prøver at være på forkant med udviklingen - den nyeste tjeneste hedder Yandex.WAP, som giver mulighed for at få adgang til Yandex tjenester via en mobil telefon. Alt i alt er Yandex ikke kun en søgemaskine, det er også en tjeneste, som kan give adgang til den russiske del af WWW.

Virgilio

Ligesom andre lignende tjenester er Virgilio først og fremmest en søgemaskine. Her kan man både udføre søgninger i selve Virgilio, bladre gennem forskellige kategorier i Virgilios katalog og søge via Google eller AltaVista. Virgilio tilbyder også friske nyheder, så man kan holde sig ajour med hvad der sker i Italien. Selvfølgelig giver Virgilio gratis e-mail adresser og helt specielle Virgilio Tools. Virgilio Rapido og Virgilio Amico er små værktøjer, som gør søgningen nemmere. Virgilio Browser er en skræddersyet version af Internet Explorer og Outlook Express til Mac og PC, og Virgilio Sherlock er en Sherlock plug-in for Mac brugere. Derudover kan man downloade et par gimmicks: skrivebordsbilleder, pauseskærme, logoer og bannere.


Virgilio er ikke kun en italiensk søgemaskine, det er også en portal hvor man finder alt fra vejrudsigten til nyhedsgrupper.

 

I stedet for en traditionel søgning kan man lede efter information i Virgilio Canali - kategorier, som er tilegnet et bestemt emne. Under Edicola (Aviskiosk) kan man f. eks. få at vide hvad aviser og blade skriver, under Computer finder man bl. a. en linkliste over web sites om Windows ME, og under Viaggi (Rejser) kan man finde forskellige rejseoplysninger. Hos Virgilio kan man også få adgang til nyhedsgrupper direkte via browseren. Det er måske ikke så godt som et decideret newsreader-program, men det er en meget nem måde at finde rundt i tusindvis af nyhedsgrupper på. Og hvis man har et konkret spørgsmål, kan man benytte sig af Virgilio Genio, hvor man kan poste det og få et svar fra andre Virgilio-brugere.


Har man problemer med italiensk, kan man benytte sig af Virgilios sprogværktøjer.

Virgilio henvender sig først og fremmest til italiensksprogede brugere og dem, som kan lidt italiensk i forvejen. For dem, som lige er begyndt at lære italiensk eller er lidt i tvivl om en eller anden grammatisk regel, tilbyder Virgilio Parole et helt arsenal af sprogværktøjer. Her finder man stavekontrol, hjælp til bøjninger af verber, synonymer og antonymer, oversættelse fra italiensk til engelsk og omvendt osv. For ikke-italienske brugere er Virgilio Parole en uvurderlig tjeneste. Som med Yandex er Virgilio et godt udgangspunkt for alle dem, som vil stifte bekendskab med den italienske WWW og kultur.